Det grønne rationale

Tekst: Niels-Simon Larsen
Mel: Internationale

Endnu engang så høres råben.
Til samling alle hver og en!
Men vi skal ikke bruge våben,
ej knyttet hånd, ej gadens sten.
Vor bevidsthed skal vi til at ændre.
Ikke frådse løs som før,
for ellers vil naturen kæntre.
Det ender med vi alle dør.
Omkvæd: (2x)
Vi har ligget i dvale.
Vores tanker er grå.
Det grønne rationale
skal alle nu forstå.

Vor’s midler må vi diskutere.
Civil ulydighed, ej vold.
Og vi må også profilere
os selv i både dur og mol.
Nogle gange må vi bare trygle
for at få et hjerte frem,
men andre gange sandhed kyle
i hovedet på en maske stram.
Omkv:(2x)

Nu har vi grøn mat’rialisme,
for grøn er altid noget med ting.
Det kaldes også realisme.
Der tjenes penge. Plingeling!
Man kan ikke se mentaliteten
stadig hedder: Jeg vil have!
Ser ikke at livskvaliteten
forringes mere dag for dag.
Omkv: (2x)

Man tror, at man forbedrer landet
med broer, asfalt og cement.
Med støj og møg bliver alt forbandet.
Hvordan kan man vær’ det bekendt?
Meg’t der sker er ir-reversibelt.
Det kan ikke laves om.
Indser vi ikke, det’ penibelt,
vil fremtiden give os sin dom.
Omkv: (2x)

Selvfølgelig skal vi nu have magten.
Det grønne samfund er et ‘must’.
Og vi skal lave samfundspagten
imellem ‘benefit’ og ‘cost’.
Vi skal simpelthen ku’ præsentere
den grønne livs- og samfundsform.
Det må vi derfor ku’ præstere –
det gør vi før den næste storm.
Omkv: (2x)